Samtaler
Alle kursister tilknyttet stamholdene bliver tilbudt 2 samtaler hos vejlederen. En om efteråret, som handler om faglighed, studieaktivitet og trivsel samt en om foråret, som handler om studieegnethed, uddannelsesønsker og fremtid.
Ud over de planlagte samtaler vil der undervejs være støttende evalueringssamtaler med de kursister, som har svært ved at deltage i uddannelsesforløbet af den ene eller anden grund. Det være sig ustabilitet, psykosociale problemer eller andre årsager.
Støtte i undervisningen
Der kan gives ekstra timer i dansk og matematik ved faglige problemer (dasdu og masdu) samt ved at lave aftaler med værkstedslærere. Der er også mulighed for via værkstedet at henvise til fast lektielæsning med støtte.
Skolen har en psykologordning for kursister, som vejlederne kan henvise kursister til.
Vi støtter med Ordblindeundervisning og læsevejledning
Vejlederne er bevidste om at bruge flere forskellige vejledningsmetoder i arbejdet med kursisterne, således at den enkelte kursist får den bedst mulige støtte.
Fælles indsats
Der foregår et tæt samarbejde mellem lærer og vejleder i arbejdet omkring kursisten. Det foregår bl.a. i de lærerteams, som er etableret omkring stamholdene, hvor vejlederen også indgår. Ligeledes samarbejdes der også på det uformelle plan, hvor lærer og vejleder løbende har kontakt om frafaldstruede kursister. En hurtig og målrettet indsats er målet. I indsatsen for fastholdelse arbejdes der med fleksible og individuelle krav til fremmøde, hvor den enkelte kursists muligheder for at gennemføre uddannelsen er i fokus.
Vejlederne arbejder på at være mere synlige på holdene. De holder oplæg på klasserne om uddannelses- og erhvervsvejledning og tager med på klasseture, for at støtte op om klasserumskulturen.
Eksternt samarbejde
Vejlederne samarbejder med sagsbehandlere, mentorer, kontaktpersoner, jobcentret og UU vejledere for at støtte de frafaldstruede kursister i at gennemføre uddannelsesforløbet.
AVU vejledningen indgår i et fast struktureret samarbejde med UU, produktionsskolerne, erhvervsskolerne, ungdomsskolen, EGU og PAV for sammen at løse problemerne omkring de frafaldstruede unge og finde det bedste tilbud.