Hvilken uddannelse skal jeg vælge?
Det kan være et stort spørgsmål for dig, som er ung og skal til at træffe et stort valg i livet. Er det din interesse, som er din drivkraft for valg af uddannelse? Dine drømme for fremtiden? Din mavefornemmelse? Hvad dine forældre siger? Eller skal du bare følge efter dine venner?
Din vej mod videregående uddannelse. Lidt hurtigere.
"Bliv student på 2 år og kom et skridt tættere på din drømmeuddannelse. STX giver dig adgang til flest videregående uddannelser. "
Valget mellem uddannelser
"Overvejer du også andre ungdomsuddannelser, så er du bestemt ikke alene. En stor gruppe af unge har flere uddannelser i tankerne inden de træffer valget. Er du en af dem, som er i tvivl, så læs med her og få gode råd til, hvordan du træffer det rigtige valg for dig. "
Gymnasium eller erhvervsuddannelse?
På Campus Vejle bestræber vi os på at hjælpe unge med at træffe det bedste valg for deres fremtid. Når det kommer til valget mellem en gymnasial uddannelse og erhvervsuddannelsen, er det vigtigt at du tænker på hvad dine personlige interesser er, dine evner og måske du allerede har en forestilling om din fremtidige karriere. Her er nogle overvejelser, der kan hjælpe dig med at træffe det rigtige valg:
Gymnasium (HHX, HF og den 2-årige STX)
Hvis du har en passion for teoretisk viden, ønsker at forfølge en videregående uddannelse og er interesseret i akademiske udfordringer, kan gymnasiet være det rette valg. Gymnasiet åbner dørene til en bred vifte af universitetsuddannelser og akademiske karrierer. Er du ikke til de lange universitetsuddannelser giver en gymnasial uddannelse også adgang til Erhvervsakademier, som typisk er korte videregående uddannelser eller mellemlange videregående uddannelser som f.eks. professionsbachelor.
En anden fordel ved disse uddannelser er fleksibiliteten. På både HHX, HF og den 2-årige STX har du mulighed for at vælge forskellige studieretninger eller fagpakker, der giver dig mulighed for at specialisere dig inden for bestemte områder. Dette kan være inden for økonomi, marketing, sprog, naturvidenskab eller samfundsfag, afhængigt af dine interesser og jobønsker.
Sammenligning af fag på de gymnasiale uddannelser
Fagene spiller sikkert en stor rolle, når du vælger uddannelse. Det er dig som hver dag skal læse og dygtiggøre dig fagligt, lave lektier og afleveringer. Når fagene er spændende og motiverer dig – ja så får du helt naturlig lyst til at fordybe dig fagligt. Omvendt er der fag som du ikke bryder dig om, har svært ved eller du ikke gider, er det bedst at navigere udenom dem. Så derfor, start med at reflektere over de fag, der fænger dig mest.
Få det store overblik her, hvor du kan se alle de fag du kan få på uddannelserne HHX, HF, STX og den 2-årige STX, HTX, og EUX Business
Erhvervsuddannelse (EUX og EUD Business)
Hvis du foretrækker praktisk læring, ønsker at få færdigheder inden for et specifikt fagområde som kontor, handel eller butik og komme direkte ud på arbejdsmarkedet, kan en erhvervsuddannelse være det rigtige valg. Du får hands-on erfaring og specialiserede færdigheder, der kan føre til spændende karrieremuligheder inden for kontor, handel og butik. Den hurtigste vej ud i erhvervslivet får du med en EUD Business. Vil du gerne have en studentereksamen tilknyttet din erhvervsuddannelse kan du læse EUX Business.
Brug god tid
Uanset om du vælger gymnasiet eller en erhvervsuddannelse, er det vigtigt at huske, at der ikke er et “rigtigt” eller “forkert” valg. Det handler om at finde den uddannelse, der passer bedst til dig og dine ambitioner. Så tag dig tid til at undersøge dine muligheder, og vælg med hjertet og fornuften.
Dit studieliv er vigtigt
Husk, at det er vigtigt at nyde din tid på ungdomsuddannelsen og ikke kun fokusere på at jagte den perfekte karakter. Studielivet handler om at skabe gode minder, have det sjovt, at trives og udvikle dig som person og opbygge relationer og venskaber, der kan vare livet ud. Så tag del i studielivet, vær åben for nye oplevelser og vær aktiv i fællesskabet på din uddannelse. Det vil give dig oplevelse, du aldrig vil glemme.
Hvad kan jeg forvente af de forskellige uddannelser?
Når det kommer til at vælge en ungdomsuddannelse, kan det være svært at vide, hvad du kan forvente af de forskellige muligheder. Der er mange faktorer at overveje, herunder fagligt indhold, studieretninger, karrieremuligheder, studiemiljøet og om uddannelsen giver direkte adgang til job og erhvervslivet.
Her er en kort oversigt over, hvad du kan forvente på de gymnasiale uddannelser HHX, HF og den 2-årige STX og erhvervsuddannelserne EUX og EUD Business:
På HHX, eller Handelsgymnasiet, kan du forvente en uddannelse med fokus på erhvervsøkonomi, handel, marketing og sprog med et internationalt udsyn. HHX er en gymnasial uddannelse, der giver dig en bred forståelse for erhvervslivet og dets forskellige aspekter.
Du vil lære om forretningsstrategier, økonomiske principper og hvordan man driver en virksomhed. Derudover vil du også få mulighed for at udvikle dine sprogkundskaber, da engelsk og et andet fremmedsprog er en del af pensum.
En stor del af undervisningen på HHX er projektorienteret, hvilket betyder, at du vil arbejde med virkelige cases og problemstillinger. Dette giver dig mulighed for at anvende din teoretiske viden i praksis og udvikle dine analytiske og problemløsende evner.
På HHX kan du vælge mellem 9 forskellige studieretninger der giver dig mulighed for at specialisere dig inden for bestemte områder. Dette kan være inden for markedsføring, finans, international handel eller andre områder, der interesserer dig.
Du får intro til de forskellige studieretninger under det 3 måneders grundforløb, som indleder din HHX uddannelse. Endelig valg af studieretning skal du foretage i starten af oktober måned. I begyndelsen af november måned starter du på din studieretning.
Udover undervisningen vil du også have mulighed for at deltage i studieture, virksomhedsbesøg og praktikophold i udlandet.
En HHX giver dig direkte adgang til erhvervslivet.
Det unikke ved HF er, at denne uddannelse er den mest fleksible sammensatte ungdomsuddannelse du kan vælge imellem. Uanset om du er interesseret i naturvidenskab, humaniora eller samfundsvidenskab, tilbyder HF et alsidigt udbud af fag, der giver dig mulighed for at skræddersy din uddannelse efter dine interesser.
På HF er undervisningen kendetegnet ved et højt fagligt niveau og en tæt lærer-elev relation.
HF-uddannelsen skaber et inkluderende fællesskab, hvor forskellighed og individualitet værdsættes. Du vil møde mennesker med forskellige baggrunde og perspektiver, hvilket beriger din læringsoplevelse og forbereder dig på det mangfoldige samfund og arbejdsmarked.
Uddannelsen på HF er opdelt i 4 semestre. Et semester pr. halve år. På HF får du ingen årskarakterer. Det betyder, at du skal til enten skriftlig eller mundtlig eksamen i alle dine fag.
Med en HF får du adgang til at kunne søge ind på korte og mellemlange videregående uddannelser. Ønsker du at læse på universitet skal du supplere din HF eksamen med en overbygning
HF på 3 år
Har du brug for ekstra tid, ro, struktur og en klasse med færre elever kan du tage en HF over 3 år, hvis du er ordblind eller har en diagnose som f.eks. angst, ADHD eller psykiske problemer. Få en snak med studievejleder om dine muligheder.
Den 2-årige STX er for dig, der allerede føler en klarhed over din akademiske vej og ønsker et hurtigt spring til videregående uddannelse med en adgangsgivende STX eksamen.
Denne uddannelsesvej appellerer især til ambitiøse unge, der kan håndtere et krævende studiemiljø. Her intensiveres det sædvanlige STX-forløb, uden at gå på kompromis med den faglige dybde. Forskellen på den klassiske 3-årige STX og den 2-årige STX er, at du ikke har et 3 måneders grundforløb og heller ikke fagene musik, idræt, billedkunst, oldtidskundskab eller andre kunstneriske fag. På den 2-årige STX skal du læse mindst 4 fag på A-niveau.
På den 2-årige STX er fagområdet rettet mod samfundsvidenskab, naturvidenskab og humaniora, hvor du møder fag du kender, men de er kombineret på nye måder som du ikke kender.
Den 2-årige STX giver dig den samme eksamen og de samme kompetencer som den 3-årige STX. Du får det samme – bare et år hurtigere.
Du kan forvente at dine medstuderende har en meget forskelligartet baggrund. De har måske brugt tiden efter folkeskolen på arbejde, har væres ude at rejse, har været i gang med en anden uddannelse, som de er droppet ud af. Aldersmæssigt er eleverne på den 2-årige STX oftest mellem 17-24 år.
Du kan tidligst søge ind et år efter du har afsluttet afgangseksamen fra 9. klasse. Derudover skal du til en optagelsessamtale.
Hvis du finder forretning, handel, økonomi og iværksætteri spændende, er EUX Business et oplagt valg for dig. Gennem et EUX Business forløb får du muligheden for at udforske fag som virksomhedsøkonomi, afsætning, markedskommunikation og innovation. Disse fag udgør en solid base, som du kan bygge videre på, når du går videre til hovedforløbet hvor du er i lære i en virksomhed.
På EUX Business starter du med grundforløb 1 + 2 som begge varer 1/2 år. Derefter følger studiekompetenceår.
I løbet af de første måneder på dit grundforløb 1, bliver du i undervisningen præsenteret for de 3 uddannelsesretninger du kan vælge imellem. Det drejer sig om retninger inden for kontor, handel eller detail/butik.
I andet halvår, som er dit grundforløb 2 får du fagspecifik undervisning i din valgte uddannelsesretning.
På kontorretningen lærer du om emner inden for kommunikation, organisation og administrative opgaver. På handelsretningen er fokus på markedsføring og salg af varer og tjenester. I uddannelsesretningen detail/butik lærer du at betjene kunder, skabe gode kundeoplevelser, styring af lagerbeholdning, regnskab og indkøb.
EUX Business er en dynamisk uddannelse, som kobler erhvervsfaglig dygtighed sammen med en gymnasial eksamen. Denne dobbelte profil sikrer et solidt fundament for din fremtid inden for handel og business, og åbner dørene for både videreuddannelse og direkte adgang til arbejdsmarkedet. Med andre ord, du får det bedste fra to verdener, praktisk erfaring og teoretisk viden.
Har du interesse for en hverdag hvor kommunikation og kontakt med mange mennesker er i centrum, så vil du med en uddannelse inden for salg og handel på EUD Business finde dig selv i et spændende og dynamisk miljø, hvor du kan udfolde dine evner og skabe en meningsfuld karriere i erhvervslivet.
Du kan se frem til en hverdag inden for en bred vifte af erhverv. Du kan for eksempel få en spændende karriere i den branche, der ligger dit hjerte nærmest. Det kunne være inden for tøj og mode, sportsudstyr, elektronik, smykker, kosmetik, boligartikler eller endda bøger. Mulighederne er mange og varierede.
EUD business er uddannelsen for dig som vil hurtigt ud på arbejdsmarkedet og tjene dine egne penge. På uddannelsen skal du gennemføre grundforløb 1 og 2 som begge er på 1/2 år. Derefter er du klar til at søge læreplads. Din læretid tager 2 år, hvorefter du er faglært.
EUD uddannelse er stort fokus på praktisk læring. Det betyder, at du arbejder med projekter fra rigtige virksomheder som f.eks. Jysk, Sports24, Bauhaus og Rema1000, hvor du bruger din lærte teori og modeller til at løse virkelighedsnære problemstillinger.
På Campus Vejle kan du specialisere dig enten i detailsalg som salgsassistent med salg til kunder som kaldes B2C (Business to Consumer) eller som handelsassistent med salg mellem virksomheder som kaldes B2B (Business to Business).
Hvis der er for mange valgmuligheder
Virker dit uddannelsesvalg som en ufremkommelig jungle af muligheder? Kan beslutningen virke overvældende. Det kan blive en forhindring i sig selv at vælge, fordi frygten for at træffe det forkerte valg lammer. Det er her, det er vigtigt at bryde processen ned.
- Start med at lave en liste over dine interesser, styrker og passioner og match dem med de forskellige ungdomsuddannelser.
- Dine hobbyer kan være nøglen til dit valg. Når du tænker på din fritid, hvilke aktiviteter er du da dybt engageret i? Det er ofte her, din ægte passioner kommer til udtryk. Disse interesser kan pege på en retning for din kommende uddannelse og karriere. For eksempel kan en fornøjelse for computerspil måske lede dig mod IT-uddannelser, mens interesse og kærlighed til naturen kan indikere en fremtid inden for biologi eller bæredygtighed.
- Søg information og vejledning – tal med dine venner og forældre.
- Få en uforpligtende samtale med en studievejleder. Denne samtale kan ofte prikke hul på bylden, hvor du med en god snak kommer hele vejen rundt om dine overvejelser.
- Tag en uddannelsestest online. Det kan måske pejle dig i en bestemt retning.
Dit valg – lyt til din mavefornemmelse
Det er afgørende at mærke efter i maven, når du står over for valget af en ungdomsuddannelse. Din intuition er din indre stemme, der kan hjælpe dig med at navigere i de mange muligheder. Husk, det er din fremtid, din uddannelse og dit valg – ingen kender dig bedre end dig selv, så stol på dine egne fornemmelser.
Ikke farligt at vælge forkert
Skulle du komme til at fortryde dit valg af uddannelse kommer det ikke til at følge dig resten af din fremtid – heller ikke det sociale eller senere i arbejdslivet. Det pres skal du ikke putte i hovedet på dig selv, du kan nemlig nemt skifte uddannelse. På Campus Vejle kan vi tilbyde dig alle ungdomsuddannelser på nær den tekniske HTX. Det betyder, at du har mulighed for at vælge uddannelse, der passer til dine interesser og ambitioner og samtidig bevare dit studiemiljø og fællesskabet, med venner du allerede kender. Et skifte til en anden uddannelse kan du lave ved at kontakte studievejleder.
Få en uforpligtende snak om mulighederne
Hos os kan du få en uforpligtende snak om dine mange muligheder. Vi hjælper dig med at kaste lys over de forskellige ungdomsuddannelser som HHX, STX, EUX, HF og EUD, og vi vil sammen prøve at finde frem til, hvad der kan tænde gnisten i dig. Vores mål er at give dig en god selvindsigt og få fokus på dine ønsker for fremtiden, så du kan træffe et velinformeret valg, der passer til netop dine drømme og ambitioner.
Få en tid hos studievejleder
Kontakt studievejledningen og aftal en tid. Vi glæder os til at kunne vejlede dig. Du kan møde os online, i telefonen, eller på Campus Vejle. Dine forældre er også meget velkomne.
I samtalen kommer vi rundt om
Dine ønsker til uddannelse
- Faglige interesser – hvilke fag fanger din nysgerrighed?
- Overvej uddannelsernes struktur og indhold – passer uddannelsen til dig?
Opfyldelse af adgangskrav
- Hvilke muligheder er der for dig – også hvis du ikke opfylder adgangskravene
- Optagelsesprøve og samtale
Hvad vil du bruge uddannelsen til?
- Overvej hvilke brancher du kunne tænke dig at arbejde inden for
- Kig på jobmuligheder.
Hvad drømmer du om?
- Kan du bruge dine hobbyer som et kompas?
- En uddannelse skal ikke kun matche dine nuværende interesser, men også støtte de fremtidsdrømme, du har.
Kontakt studievejleder
Vi hjælper dig meget gerne videre med dit valg af ungdomsuddannelse. Kontakt os og aftalt en tid, hvor vi kan mødes online, tale sammen i telefonen, eller vi kan sidde sammen i hyggelige omgivelser på Campus Vejle.