Forside EUD Business Mesterlære

Mesterlære

Mesterlære er en anden måde at tage en erhvervsuddannelse på. Når du starter i en mesterlæreaftale, starter du direkte som elev i butikken/virksomheden, uden først at have været på skole. Herefter udarbejder vi en individuel plan i samarbejde med dig og din virksomhed om, hvordan og hvornår skoledelen skal gennemføres i kombination med din læretid.

Kontakt vejleder

Løbende opstart

"Når du har en lærepladsaftale"

Hvad er mesterlære?

Mesterlære er for dig, som gerne vil starte med praktikken og tage skoledelen i mindre bidder.

Med en mesterlæreaftale inden for butik eller handel springer du lige ud i arbejdet, og i løbet af de første måneder er du på skole nogle dage om ugen.

Med et mesterlæreforløb får du en lidt længere uddannelsesaftale (dækker hele uddannelsen), end hvis du valgte et traditionelt forløb med først skoleophold (grundforløb) og derefter læretid (hovedforløb og uddannelsesaftale).

En mesterlære giver dig

  • Læreplads fra dag ét i uddannelsen
  • Mere praktik frem for skole
  • Elevløn under hele uddannelsen

Hvem kan komme i mesterlære?

Mesterlære kan vælges af alle, som ønsker en erhvervsuddannelse, og som har fundet en læreplads inden for butik, handel eller event. Inden for kontor kan du kun gå i mesterlære, når du har en studentereksamen (STX, HF eller HTX).

Dit mesterlæreforløb

Med en mesterlæreaftale får du en unik uddannelsesform, som giver dig læring i det virkelige liv og i en praktisk sammenhæng. Dit forløb ser således ud.

Du står her

Du har gennemført 9. eller 10. klasse fra folkeskolen og har fundet en læreplads.

 

Mesterlære

Her bliver du lært op på din læreplads af mester og dine kolleger. Under forløbet indgår der typisk et par skoledage om ugen på Campus Vejle.

1 år

Hovedforløb (læretid)

Du fortsætter i lære på din læreplads. Under din læretid, vil der være skoleophold.

2 år

Udlært

Efter 3 års læretid er du faglært og du kan nu vælge at

Fortsætte i job

I din virksomhed eller søge nye udfordringer i en anden virksomhed.

Læse videre

På erhvervsakademier (korte videregående uddannelser).

.

Væk fra skærmen – ud i virkeligheden

Mød Alexander, som er mesterlæreelev hos Bilka i Vejle og hør hans erfaringer med mesterlære. “Det er ude i det virkelige liv, man bruger det, man lærer på skolen” siger Alexander. 

Maks 3 dage i skole om ugen

Mød Kathrine, som er mesterlæreelev hos Plantorama i Vejle. “At være i skole hele tiden er ikke optimalt for mig – det fede ved at være i mesterlære er, at man får meget praktisk arbejde under sin uddannelse” siger Kathrine. 

Løn som mesterlæreelev

Som mesterlæreelev får du elevløn i hele uddannelsesperioden – også de dage, du er på skole.

Hvor meget kan du regne med at få i løn?  Det afhænger af branchen du uddanner dig indenfor, din erfaring, eventuelt tidligere uddannelse og hvor langt dit uddannelsesforløb strækker sig over.

Din løn er fastsat af overenskomsten for branchen du ønsker at uddanne dig i. Lønniveauet er en mindsteløn, hvor du selv har mulighed for at forhandle dig frem til en højere løn. 

Startløn
Startlønnen for elever på erhvervsuddannelser ligger ofte mellem kr. 13.000 og kr. 15.000 om måneden. Lønnen stiger årligt i takt med at du får mere erfaring. 

Oftest vil der være mulighed for at aftale et tillæg med din arbejdsgiver, hvis du har gennemført en gymnasial eksamen.

Når du er på skole, får din arbejdsgiver refunderet din løn hos AUB (Arbejdsgivernes UddannelsesBidrag).

Voksenelev
Er du over 25 år når du starter på et mesterlæreforløb, er du voksenelev og du skal have en højere løn. På butiksområdet vil din løn svare til en ufaglært, som er knap kr. 20.000 om måneden. Husk at løn er til forhandling og at en månedsløn på knap kr. 20.000 er en ca. løn.

På handels- og kontorområdet fastsættes din løn ud fra kvalifikationer og tidligere uddannelse. 

1

Derfor valgte jeg at starte på mesterlære

"Efter min studentereksamen, var det min plan at arbejde et år og derefter tage ud og rejse. Men Corona spændte ben for rejsedrømmene. Jeg blev derfor i virksomheden, hvor jeg arbejdede og da jeg godt kunne tænke mig noget med handel, service, kunder og mennesker generelt, spurgte jeg min chef, om jeg kunne gå i lære hos hende og det kunne jeg godt. Da jeg var i virksomheden i forvejen, var det derfor det nemmeste at gå i mesterlære."

Mathilde Wihrs Kristensen

Fordele med en mesterlære

"Har du en uddannelse i forvejen kan du få forkortet mesterlæreuddannelsen. Det har jeg benyttet, da jeg har en studentereksamen og får min mesterlære forkortet med knap 2 år. Derudover er der meget veksling mellem det praktiske arbejde og det faglige på skolen. Fordelen er, at jeg kan prøve det jeg har lært og finde ud af, hvor jeg kan bruge det. Nu kan jeg også sætte ord og begreber på det jeg laver, før udførte jeg det bare."

Mathilde Wihrs Kristensen

Fremtiden med en mesterlære

"På længere sigt kunne jeg godt tænke mig noget med mennesker, butik og måske økonomi. Nu er det nemmere at komme videre, når jeg har en uddannelse."

Mathilde Wihrs Kristensen

Hvordan foregår undervisningen?

Undervisning i Åbent Læringscenter

Undervisningen foregår i Åbent Læringscenter på Campus Vejle, hvor der er en underviser til stede hele dagen. Du får undervisning i det samme fag hele dagen og kommer derfor i dybden med faget.  

Du får en fast kontaktlærer tilknyttet, der også er kontaktperson for din læreplads.

Læs mere om Åbent Læringscenter.

Sådan kommer du igang

Er mesterlære din vej til en erhvervsuddannelse? Hvis ja, skal du gøre følgende:

  1. Du skal finde en læreplads inden for den branche du ønsker at blive uddannet i. Det kan f.eks. være inden for butik, handel, kontor eller event.
  2. Når du har fundet din læreplads kontakter du os.  Du får en kontaktlærer tildelt og sammen med dig og din mester laver vi en uddannelsesplan og en uddannelsesaftale som du underskriver.
  3. Du bliver guidet af Campus Vejle og din virksomhede gennem dit mesterlæreforløb. Du får en plan over de fag, du skal gennemføre på skolen. Fagene afsluttes med en evaluering. Et af dine fag skal du afslutte med en mundtlig eksamen.
  4. Inden du afslutter dit mesterlæreforløb planlægger Campus Vejle og din virksomhed din mesterlæreprøve. Prøven holdes i din virksomheden/butikken. Prøven bedømmes med bestået/ikke bestået. Efter bestået mesterlæreprøve starter du på dit hovedforløb (læretid).

Hjælp til at finde en læreplads

Der slås kun få mesterlærestillinger op. Derfor skal du selv finde din læreplads. Ofte er det nemmeste, at du arbejder i virksomheden i forvejen.

Har du behov for vejledning og tips til, hvordan du finder en læreplads, er lærepladskonsulent Thomas Nordestgaard Enevoldsen eller Bjørn Hessellund i lærepladsvejledning klar til at hjælpe dig.

Når du har fundet en læreplads

Kontakter du Charlotte Dalgaard som hjælper dig videre med dit forløb.

Til virksomheder – uddan selv din elev fra første dag

Nogle elever trives bedst med praktisk arbejde. Som virksomhed får du stor glæde af denne mulighed, da eleven lærer af dig og dine medarbejdere gennem mesterlæreforløbet og derved bliver en dygtig medarbejder i din branche. At ansætte en elev i mesterlære er ganske ukompliceret. Har du spørgsmål til et mesterlæreforløb finder du nogle af svarene her. Du er også meget velkommen til at kontakte os.

Hvad er en mesterlære?

Mesterlære er en vekseluddannelse, hvor eleven skifter mellem at være i lære i virksomheden og tage grundfag på Campus Vejle.

Hvad skal der til for at starte på et mesterlæreforløb?

Eleven skal have gennemført folkeskolens 9. eller 10. klasse eller tilsvarende.

Hvor lang er læretiden?

Den samlede læretid er typisk 3 år, men kan være kortere afhængig af elevens baggrund. Det første år er eleven i skole ca. halvdelen af tiden og på arbejdspladsen den anden halvdel af tiden. Efter det første år (mesterlæreforløbet) overgår eleven automatisk til det almindelige hovedforløb på lige fod med elever, der har taget et grundforløb inden de startede i lære.

Hvis eleven har brug for særlig støtte?

Hvis eleven er ordblind eller har en diagnose, er der mulighed for at få en mentor.

Hvordan foregår undervisningen?

Undervisningen foregår på et hold i Åbent Læringscenter på Campus Vejle sammen med andre mesterlæreelever og elever, der tager et almindeligt grundforløb 2. Undervisningen er tilrettelagt, så der kun kører ét fag om dagen, og der er en underviser i klassen hele dagen.

Hvordan er mødetiden?

Alle dage fra kl. 8.05 – 15.00, fredag dog kun til 13.20.

Der er mødepligt på skoledage. Er eleven forhindret i at møde (ved f.eks. sygdom), skal dette meddeles på olc@campusvejle.dk senest kl. 8.15. Eleven skal samtidig give arbejdsgiver besked om fraværet.

Hvilket forløb skal eleven have?

Fag på Campus Vejle:
Detail, handel og event: Afsætning C, Erhvervsinformatik C, Virksomhedsøkonomi C, Dansk C og Engelsk C
Kontor: (kun muligt for elever med en HF, STX, HTX) Virksomhedsøkonomi C, Erhvervsinformatik C

Fag i virksomheden:
Det uddannelsesspecifikke fag inden for enten kontor, handel, detail eller event.

Grundfagseksamen
Eleven skal til eksamen i ét grundfag, og eksamen afvikles over 2 dage.

Mesterlæreprøve
Som afslutning på mesterlæreforløbet skal der udarbejdes en prøve. Prøven udarbejdes af en underviser på Campus Vejle, som vil kontakte jer ca. en måned før mesterlæreprøven skal finde sted. Prøven skal sikre, at eleven har opnået de nødvendige kompetencer for at kunne fortsætte i hovedforløbet. Elevens kompetencer vurderes godkendt/ikke godkendt af virksomheden og skolen i fællesskab. Eleven får bevis for det gennemførte forløb, som træder i stedet for grundforløbsbeviset.

Hvordan er økonomien?

Skoletiden er en del af elevens arbejdstid, og skal derfor regnes ind i elevens samlede arbejdstid. En skoledag tæller for 7,4 timer (der skal forventes lektier udover den fremmødte tid på skolen). Der udbetales lønrefusion via Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) for hver dag eleven er i skole.

Har eleven mindst 20 km samlet rejselængde pr dag, ydes der et befordringstilskud på 80% af billigste offentlige transportmiddel. Befordringstilskuddet udbetales til arbejdsgiver, som efterfølgende afregner med eleven.

Hvad er næste step, hvis en virksomhed ønsker at ansætte en mesterlæreelev?

Hvis virksomheden ikke er godkendt, kontaktes én af Campus Vejles lærepladskonsulenter, som er ansvarlig for godkendelse af virksomheder.

Hvis/når virksomheden er godkendt, går følgende proces i gang:

  1. Mesterlærevejleder Charlotte Dalgaard kontakter eleven for at vurdere, om forudgående uddannelse og erfaring giver anledning til merit.
  2. Virksomhed og elev indkaldes til et møde på skolen eller på Teams for at aftale detaljer til uddannelsesplanen, herunder om virksomheden har ønsker til afviklingstidspunkt for fagene.
  3. Virksomhed og elev udfylder uddannelsesaftalen digitalt på lærepladsen.dk
  4. Skolen udarbejder uddannelsesplanen og sender denne til både elev og virksomhed. Uddannelsesplanen vil også være at finde på skolens studieadministrative system Ludus.

Kontakt os:
Vil du vide mere om mesterlære, så kontakt os endelig.

Mesterlærevejleder Charlotte Dalgaard         cda@campusvejle.dk               Tlf: 72 16 27 72

Lærepladskonsulent Bjørn Hessellund           bjhe@campusvejle.dk             Tlf: 72 16 27 17

Lærepladskonsulent Thomas Enevoldsen     then@campusvejle.dk             Tlf: 72 16 27 84

Bliv kontaktet

Udfyld formularen med dine oplysninger og vedhæft gerne CV, så Charlotte kan vejlede dig bedst muligt med baggrund i tidligere uddannelse og erfaring. 

Charlotte kontakter dig inden for 2 dage pr. telefon eller mail.

Click or drag files to this area to upload. You can upload up to 3 files.

Åbent Læringscenter

Boulevarden 48
7100 Vejle

Mesterlærevejleder Charlotte Dalgaard på Campus Vejle

Charlotte Dalgaard
Mesterlærevejleder

72 16 27 72
cda@campusvejle.dk