Forside EUD Business Hvad er EUD Business

Hvad er EUD business?

Kender du EUD Business? eller tænker du – Hvad er EUD business? Det er uddannelse for dig der brænder for en karriere inden for salg, service og handel, og som elsker den daglige kontakt med kunder. Uddannelsen er perfekt for dig, der trives i et miljø, hvor hverdagen er praktisk, varieret og fuld af energi – ikke tungt og teoretisk, men levende og jobrettet.

EUD Business har fokus på praktisk læring

EUD Business er en erhvervsuddannelse for dig, der drømmer om en karriere med salg, service, handel og kundekontakt. 

EUD Business er perfekt for dig, der lærer bedst, når der er gang i den, og når du har mulighed for at anvende den teori, du lærer på skolen, i det virkelige liv. Uddannelsen kombinerer praktisk erfaring med teoretisk viden og giver dig et solidt fundament til at starte en spændende karriere i erhvervslivet.

Vi arbejder med rigtige virksomheder
På EUD Business lærer du teorier og modeller, der bruges i erhvervslivet, og som du skal bruge i større business cases/projekter i samarbejde med lokale virksomheder, som fx Jysk, Sport24, Bauhaus, REMA1000 og mange flere. Etablering og gennemførelse af dit eget lokale Julemarked er praksisnær udførelse af de teorier du lærer. Du arbejder altså med virksomheder, hvor du kan søge elevplads efter dit grundforløb.

Uddannelsesretninger
I løbet af de første måneder på uddannelsen bliver du introduceret for de 2 spændende uddannelsesretninger handel og detail/butik. En af disse retninger skal du vælge, hvorefter du senere i forløbet får specifik uddannelse i din valgte retning. 

  • Detail/butik er for dig, som som gerne vil arbejde i detailbranchen. Det kan f.eks. være som ekspedient inden for områder som tøj mode, sportsudstyr, elektronik, kosmetik og meget andet.
  • Handel er for dig, som er interesseret i business to business mellem virksomheder og som ønsker at arbejde med området som f.eks. indkøb, salg, logistik m.m.

Læreplads
Efter 1 år i skole er du klar til at komme ud i en læreplads i en virksomhed, hvor du beskæftiger dig med netop det, du interesserer dig mest for. Du kan vælge en læreplads som salgselev i detail- eller butikserhvervet, indkøbs- eller handelselev i produktionsvirksomheder. Er du mere til den digitale vej, er en elevplads med e-handel også en mulighed for dig.

Hvor lang tid tager en EUD Business?

Din EUD uddannelse er bygget op af forskellige uddannelsesforløb, som er: 

  • Grundforløb 1 (1/2 år)
  • Grundforløb 2 (1/2 år). Her vælger du din fagretning inden for detail/butik eller handel
  • Hovedforløb (2 år som elev i en virksomhed – din læretid)

På grundforløb 1 og 2 arbejder du med virksomhedsopgaver fra rigtige virksomheder. Det er også på grundforløb 2 du kommer i praktik en gang om ugen i en virksomhed over en længere periode. Vi kalder det PRAKTEO, hvor du får prøvet dine evner af i den virkelige verden. 

Efter du har afsluttet grundforløb 1 og 2 kan du starte som elev i en virksomhed – det kalder vi dit hovedforløb. Dit hovedforløb er det samme som din læretid. Dit hovedforløb består både af arbejde og oplæring i din virksomhed og kortere skoleophold, som er jævnt fordelt ud over din læretid på 2 år. Sammenlagt varer EUD uddannelsen 3 år, hvorefter du er faglært.

Dit hovedforløb kan variere tidsmæssigt alt efter hvilken baggrund du kommer med.

Sådan starter du på din EUD Business uddannelse

Din alder, erfaring og uddannelse bestemmer, hvordan du starter på din EUD uddannelse og hvordan dit uddannelsesforløb er bygget op.

Direkte fra 9. eller 10. klasse
Du starter på grundforløb 1, når du har afsluttet grundskolen inden for de seneste 26 måneder.

Se dit uddannelsesforløb

Du er under 25 år
Du starter på grundforløb 2, når det er mere end 26 måneder siden du afsluttede folkeskolen. Grundforløbet kan du tage i en klasse eller i Åbent Læringscenter, som er Campus Vejles fleksible læringsmiljø.

Se dit uddannelsesforløb

Du er over 25 år
Du får et særligt tilrettelagt forløb, når du er over 25 år. Uddannelsens længde og indhold afhænger af din erfaring fra tidligere jobs og uddannelser. 

Se dit uddannelsesforløb

Uddannelsesgaranti

Vi tilbyder dig uddannelsesgaranti på EUD Business, så alle der starter på uddannelsen kan gøre den færdig i vores skoleoplæring. Bemærk, at der kun er uddannelsesgaranti inden for følgende specialer:

  • Detail, salgsassistent u/profil
  • Handel, salg