Forside USA´s ambassadør besøger Campus Vejle

USA´s ambassadør besøger Campus Vejle

USA´s ambassadør i Danmark

Torsdag d. 7. november, 2 dage efter det amerikanske valg, får Campus Vejle besøg af Alan Leventhal, der siden 2022 er den amerikanske ambassadør i Danmark. Alan Leventhal har besøgt flere skoler i Danmark, hvor han veloplagt har talt om amerikansk politik, økonomi og uddannelsessystem.

Nu kommer han så til Vejle, og eleverne på Campus Vejle får mulighed for at høre ambassadøren fortælle om hans opgaver i Danmark, og hvordan USA og Danmark arbejder sammen.

Det er en spændende lejlighed for skolens elever til at få mere viden om Danmarks internationale, diplomatiske arbejde.  Eleverne kan bruge Alan Leventhals besøg i deres daglige skolegang, hvor besøget kan udvide deres viden om international politik set fra den amerikanske synsvinkel.

Eleverne vil også få lejlighed til at stille spørgsmål til Alan Leventhal om hans erfaringer og oplevelser af Danmark og danskere.

Han har som topchef gennem årene involveret sig i politik og samfund, bl.a. med donationer til politiske valgkampe i det Demokratiske Parti og til uddannelsesinstitutioner. Han har sammen med sin kone Sherry derudover udøvet velgørenhed til familier i blandede jødiske og ikke-jødiske ægteskaber.

Alan Leventhals baggrund som forretningsmand er alsidig, idet han blandt andet har været grundlægger, bestyrelsesformand og administrerende direktør for Beacon Capital Partners. Han har været bestyrelsesformand og administrerende direktør for Beacon Properties Corporaton, en af de største ejendomsinvesteringsforeninger i USA, der er en af de førende ejere og forvaltere af kontorejendomme i USA. Han sidder desuden i forretningsudvalget hos Massachusetts Institute of Technology (MIT), et af Amerikas førende tekniske universiteter.

Hans baggrund vidner om et samfundsmæssigt og politisk engagement, og eleverne på Campus Vejle vil møde en kompetent og spændende repræsentant for det amerikanske kontinent.