Hos betonvirksomheden Unicon i Vejle er ansættelsen af indkøbseleven Zaina en styrkelse af personalegruppen – også selvom Zainas danskkundskaber ikke er 100%.
For tre måneder siden startede Zaina som indkøbselev hos Unicon. Zaina er 27 år og er født og opvokset på Mauritius. Hun har boet i Danmark i 7 år og kan derfor ikke flydende dansk. Dette har ikke afholdt Unicon i Vejle fra at ansætte Zaina, og dette har ikke på noget tidspunkt bekymret HR-ansvarlig, Lene Kristensen, ja faktisk tværtimod. Hun beskriver ansættelsen af Zaina som en styrkelse af personalegruppen og en helt naturlig del af virksomhedens DNA.
Læringskurven accelererer
Den første tid i virksomheden har Zaina fået en viden om Unicons drift og forretningskultur. Som indkøbselev har Zaina en stor kontaktflade til leverandører – både danske og udenlandske: ”Lige fra starten har jeg deltaget aktivt i forhandlinger med leverandører, hvilket har accelereret min læringskurve”, fortæller Zaina. HR-ansvarlig Lene Kristensen supplerer: ”Vi er et internationalt team, der er placeret på lokationer i 18 lande, og det giver så god mening at ansætte en elev med en anden baggrund end dansk”. ”Det er ikke det vigtigste, at det skriftlige ikke er 100%”, fortsætter den HR-ansvarlige hos Unicon og understreger flere gange at ”det har været sundt for virksomheden at få en elev med en udenlandsk baggrund”.
Ingen barriere i sproget
”Når jeg tager telefonen og det er en dansk leverandør starter jeg med at tale dansk, og slår måske i løbet af samtalen over i engelsk”, fortæller Zaina. ”Dette skaber ingen problemer hos vores samarbejdspartnere” fortsætter Lene Kristensen og supplerer: ”Barrieren ligger ikke i sproget, men i det faktum, at Zaina er elev og derfor ikke ved alt endnu”, understreger hun.
Arbejdsopgaverne løses i tæt samarbejde med Purchase Coordinator Martin Winther og Procurement Specialist Johannes Birk Poulsen: ”Vi har haft fokus på at give Zaina et overblik over organisationen.
Overblikket skabes via informationer i systemet og i forhold til kolleger. Vores struktur er decentral, da vi består af 33 fabrikker som dækker hele Danmark – og lige nu har vi stor fokus på oplæring i IT-systemet SAP…” fortæller Martin Winther. På spørgsmålet om der har været specielle udfordringer i forhold til sprogvanskeligheder, lyder svaret prompte: ”Vi er glade for at have fået Zaina…”. ”Det havde været en udfordring, hvis hun ikke kunne engelsk”, supplerer Johannes.
Målet er 10 elever
Hos Unicon er det nyt at have elever. Lige nu har Unicon to elever. Udover Zaina er der også ansat en logistikelev. Virksomheden har et mål om at have et rul på 10 elever fordelt i administrationen og i produktionen. Virksomheden har forberedt sig godt. Zaina har fulgt et onboarding-forløb, hvor hun har været rundt i alle afdelinger og Lene Kristensen pointerer, at alle ledere fra starten var klædt godt på til at modtage den nye elev, og hun lægger ekstra tryk på ELEV. Det er vigtigt for hende, at der såvel i ledergruppen som i den øvrige personalegruppe er konsensus om, at Zaina er elev og er i gang med et uddannelsesforløb, hvor der undervejs er skoleforløb, og hvor målet er at uddanne en dygtig indkøbselev.
Det at være en divers virksomhed er et vigtigt parameter som virksomhed i dag: ”Jeg er sikker på, at vi lykkes bedre” understreger Lene Kristensen. Virksomheden står i de kommende år overfor et større generationsskifte og hun er ikke i tvivl: ”En divers rekruttering er en del af strategien – og vi er i gang!”
Kunne du tænke dig at blive indkøbselev?
Ønsker du yderligere information om, hvordan du kan blive indkøbselev, handelselev eller kontorelev, kan du læse mere om dine muligheder inden for EUX-uddannelsen.