Efter 14 år som social- og sundhedshjælper valgte 39-årige Rikke Lindskjold fra Vejle for fire år siden at sætte sig på skolebænken igen og som voksenelev tage en fire-årig administrativ kontoruddannelse på Campus Vejle. Det var krævende, men hun har ikke et øjeblik fortrudt. I dag er hun ansat hos Siemens Gamesa, hvor hun var voksenelev de sidste to år af sin uddannelse. Her er Rikkes historie.
– Jeg var ikke kæmpe fan af folkeskolen, og jeg kom aldrig på gymnasiet eller på handelsskolen dengang. Jeg skulle bare være færdig og ud og arbejde, og derefter tog jeg den dengang 1-årige social- og sundhedsuddannelse, fortæller Rikke Lindskjold.
Rikke arbejdede i 14 år som social- og sundhedshjælper. De sidste syv år var hun planlægger.
– Det var jo også administrativt arbejde, og det var egentlig deraf, det kom, at jeg tænkte, at jeg skulle have en kontoruddannelse. Samtidig var der mange ændringer, omrokeringer og besparelser på min daværende arbejdsplads, og det påvirkede min arbejdsglæde.
Det spark, der skulle til
– Min mand vidste godt, at jeg gerne ville noget andet, for jeg havde i en del år talt om, at jeg gerne ville have en kontoruddannelse, fortæller Rikke.
Første skridt på vej mod drømme var at få foretaget en realkompetencevurdering. Campus Vejle foretager vurderingen, hvor vejlederen blandt andet vurderer, hvilken skolegang, man har bag sig, hvilke kurser, man har været på og hvilken erhvervserfaring, man har.
Udfaldet på Rikkes realkompetencevurdering betød, at hun sagde sit job op og begyndte sin uddannelse hos Campus Vejle i Åbent Læringscenter, hvor hun læste en række fag op på C-niveau og gik derefter videre til at læse EUX Business, som er en erhvervsfaglig studentereksamen.
– Det var hårdt og heftigt, men også spændende, husker hun.
Uddannelsen som voksenelev er praksisnær
– Det var virkelig angstprovokerende at begynde at læse som voksen. Man smider hele livet op i luften og håber på, at det lander igen. Jeg har mand og to børn og hus og bil og det hele, så man skal være sikker på, at baglandet støtter op, fortæller Rikke.
– Men det kan lade sig gøre, og man finder pludselig ud af, at som voksen ved man meget mere, end man gjorde, da man første gang gik i skole, og derfor bliver det nemmere at studere. Man har flere ting at hænge den nye viden op på.
Rikke fremhæver også, at hun oplevede EUX-uddannelsen som mere praksisnær, end hun husker sin første skoletid:
– For eksempel var matematik lig med virksomhedsøkonomi, som man kan bruge til noget praktisk i sit arbejdsliv.
Uddannelse var det hårde arbejde værd
Rikke er heller ikke i tvivl om, at EUX-uddannelsen og den efterfølgende voksenelevplads var det hele værd:
– Jeg er så glad for det skifte, jeg har taget. Jeg var i tvivl, fordi jeg havde den der oplevelse af folkeskolen, men det er jo gået godt, for jeg endte med et snit på over 10. Så måske kunne jeg også i folkeskolen, men havde bare nogle andre interesser og fokuspunkter, da jeg var teenager.
Da Rikke begyndte at læse, var børnene 11 og 6 år gamle:
– Derfor var det vigtigt med støtte hjemmefra, for jeg skulle også lave lektier og opgaver derhjemme. Så jeg havde ikke fri, når jeg kom hjem, ligesom jeg havde, da jeg arbejdede ved kommunen.
– Det har da nogle gange trukket tænder ud, når jeg sad lange aftener og arbejdede med opgaver.
”Man skal definere sig selv, som den man er blevet”
Rikke, der bliver 40 i år, gik på et mindre hold, hvor aldersspændet var fra 17 til 42 år.
– Men der var mange voksne, og jeg ved, at Campus Vejle prøver at samle klasserne efter alder, fordi man har forskelligt udgangspunkt alt efter, hvor man er i livet. Mange af de unge har fritidsjob, og mange af de ældre har hjem og børn, de skal tage sig af.
Rikke fremhæver igen, hvor vigtigt det har været for hende at have sit bagland i orden:
– Det er altid hårdt at begynde i skole igen, for det er ikke bare et 37 timers job. Den største udfordring var ikke selve timerne eller at læse bøgerne. Det sværeste var at skrive opgaver.
– Mange af os, der ikke var så glade for at gå i skole, har måske gået og bildt os ind, at vi ikke kunne. Men det kan vi godt, når vi får et lille skub fremad for eksempel af lærerne.
– Så jeg synes, man skal passe på med at definere sig selv på, hvad man var engang. I stedet skal man definere sig selv på, hvad man er blevet med tiden og alderen.
Dansk blev en ny fritidsinteresse
– Havde du nogle yndlingsfag?
– Ja, jeg fandt ud af, at jeg faktisk er ret vild med dansk og at analysere noveller. Det ville jeg aldrig have troet om mig selv.
– Så nu er jeg begyndt at læse og lytte til bøger. Det gjorde jeg ikke før. Så på det personlige plan er det blevet en ny fritidsinteresse, og der går næsten ikke en dag, uden at jeg læser eller lytter noget.
Elevplads hos Siemens Gamesa
Da Rikke havde EUX-eksamensbeviset i hus, fik hun en 2-årig elevplads hos Siemens Gamesa, hvor der også har været indbygget skoleperioder i forløbet.
Da hun var færdiguddannet, blev hun fastansat og har været i forskellige afdelinger.
– Har du planer om mere uddannelse?
– Ikke lige nu, men sikkert senere. Det er en opfordring fra arbejdspladsen, at man tager uddannelse, og der er flere i det team, jeg sidder i, der har gjort det. Jeg kan godt forestille mig læse videre, når børnene er blevet lidt ældre.
”Man skal bare kaste sig ud i det”
– Hvad er dit råd til andre voksne, der overvejer, om de skal begynde at studere og blive voksenelev?
– Ikke andet end ”gør det for Guds skyld”! Jeg har både venner og bekendte, som har spurgt til det at blive voksenelev, og til dem har jeg sagt det samme. Man skal lade være at blive et sted, hvor man ikke er glad. Så hellere kaste sig ud i det og gøre noget andet. For chancen for, at det bliver bedre, end det du er i nu, er altså meget stor.
– Vi bruger trods alt en meget stor del af vores tid på arbejde, så man skal have det godt med det.
– Man kan også være landet på den forkerte hylde, for hvordan kan man som 16-17-årig vide, hvad man gerne vil resten af sit liv?
– Det kan være nogle hårde år, mens man studerer, men på det personlige plan giver det så meget.
Hvad med økonomien, når man begynder at læse som voksen?
– Ja, det var også noget af det, vi snakkede om i familien. Men vi aftalte på forhånd, hvad vi kunne spare på, og mens jeg læste, havde vi kun en bil. Vi talte også med børnene om, at der ville være et par år, hvor vi skulle spare.
– Vi så det at spare i et par år som en investering, for det førte jo til et bedre job med et bedre løn.
FAKTA: Sådan bliver du voksenelev
Hvis du er over 25 år, når du indgår en uddannelsesaftale med en virksomhed (din læretid), er du voksenelev. Det giver dig en række fordele. For eksempel har du ofte ret til højere løn. Afhængigt af dine erfaringer, kan du måske få kortere læretid og dermed hurtigere blive færdiguddannet. Endelig kan den virksomhed, der ansætter dig som elev, ofte få voksenlærlingetilskud.
Der findes forskellige økonomiske muligheder som voksenelev. Dem kan man få vejledning om på Campus Vejle. Der kan for eksempel være tale om voksenelevløn, Statens Uddannelsesstøtte (SU) og SU-lån eller uddannelsespuljer for ledige.
Campus Vejle afholder hver måned informationsmøder for interesserede voksne, der overvejer ny uddannelse. Læs mere her: https://campusvejle.dk/infomoede
Tips til karriereskift
Vil du gerne skifte til et job inden for handel, kontor eller butik?
Beslutningen er måske ikke den nemmeste, men din mavefornemmelse fortæller dig, at du bør skifte branche.
Få en lang række gode tips til hvordan du forberede dig på et karriereskift.