Hvis du er over 25 år og har mere end to års relevant erhvervserfaring inden for kontor, butik eller B2B-handel, har du mulighed for at få et uddannelsesbevis uden at skulle i lære.
Hvordan fungerer det?
EUV1 er for dig, der er fyldt 25 år og har mindst to års relevant erhvervserfaring. På EUV1 bliver din erfaring fra arbejdslivet vurderet gennem en realkompetencevurdering.
En realkompetencevurdering betyder, at vi ser på det, du allerede kan fra dit arbejdsliv, og vurderer, hvordan din erfaring kan bruges i din uddannelsesplan. Det er her, det bliver afklaret, om du kan få merit for den tid, du ellers skulle have været i lære.
Hvis din erfaring bliver godkendt, skal du som udgangspunkt kun gennemføre de skoleophold, der indgår i din plan, og afslutte forløbet med en fagprøve.
Formålet er, at du ikke skal starte forfra. Du bygger videre på det, du allerede kan, og får papir på dine kompetencer.
Hvad er din baggrund?
Dine muligheder afhænger af, hvilken erfaring du har, og hvilken uddannelsesretning du ønsker. Her kan du se, hvad der gælder for kontor, handel og detail/butik.
Kontor
For dig, der har arbejdet med administrative opgaver på kontor.
Relevant erhvervsarbejde kan fx være:
- telefonopkald og kundekontakt
- koordinering af møder eller aftaler
- sekretæropgaver
- kommunikation mellem afdelinger
- dokumenter, mail og interne arbejdsgange
- økonomiopgaver, fakturering eller afstemninger
På kontoruddannelsen er der krav om gymnasial baggrund, fx STX, HF, HHX eller HTX.
Har du både relevant kontorerfaring og gymnasial baggrund, kan EUV1 være en mulighed for at få papir på de kompetencer, du allerede bruger i dit arbejde.
Handel
For dig, der har erfaring med handel, salg, B2B.
Relevant erhvervsarbejde kan fx være:
- salg til virksomheder
- kundekontakt og rådgivning
- ordrebehandling
- indkøb
- produktkendskab
- samarbejde med kunder, leverandører eller virksomheder
Campus Vejle hjælper ikke med EUV1-forløb inden for handelsuddannelsen. Ønsker du EUV1 inden for handel, skal du kontakte IBC.
Detail/butik
For dig, der har erfaring med butik eller detail.
Relevant erhvervserfaring kan fx være:
- kundebetjening
- salg
- varer og vareopfyldning
- kampagner
- produktpræsentation
- visuel præsentaion
- e-handel
- daglig drift i en butik
På detailuddannelsen er der ikke krav om gymnasial baggrund. Her er det især din relevante erhvervserfaring, der er vigtig.
Campus Vejle kan hjælpe dig med at få vurderet din erfaring og afklare, om EUV1 inden for detail kan være den rigtige vej for dig.
FAQ om EUV1
Et uddannelsesforløb på EUV1
Hvordan er det egentlig at tage et EUV1-forløb som voksen? Her deler to tidligere elever deres tanker om vejen gennem uddannelsen — før, under og efter forløbet
Står meget stærkere i forhold til at søge arbejde
FØR: Ideen om at søge ind på en uddannelse og dermed søge andre veje kom, fordi jeg fik mange afslag på mine ansøgninger. Begrundelsen fra virksomhederne var, at jeg ikke havde en relevant uddannelse. Så det var min direkte motivation til at undersøge, hvilke muligheder jeg egentlig havde for at få bevis på mine kompetencer.
UNDER: Jeg synes skoleopholdende er gode og udbytterige. Det kan dog nogle gang være svært at følge med i alt det tekniske – men så har vi heldigvis underviserne, vi kan spørge om hjælp.
EFTER: Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg med et uddannelsesbevis i hånden er bedre rustet og står meget stærkere i forhold til at søge arbejde. Det gør det bare nemmere, at jeg kan vedhæfte et uddannelsesbevis til mine ansøgninger. Det er en blåstempling af mine kompetencer overfor en mulig arbejdsgiver.
– Malene Brinch Møller
Det ville kun tage mig få uger at gennemføre hele uddannelsen
FØR: Det hele startede med, jeg blev anbefalet at få papir på mine mange års erhvervserfaring fra den private sektor. Da jeg gik i gang med at undersøge muligheden for uddannelsen nærmere, viste det sig, at jeg kunne få merit for praktikdelen på uddannelsen – det gav mig “blod på tanden”, fordi det så kun ville tage mig nogle uger at gennemføre hele uddannelsen. Og dermed blev det nemt at forene uddannelsesforløbet med mit arbejdsliv. Og jeg har aldrig fortrudt.
UNDER: I løbet af min tid på uddannelsen mødte jeg udelukkende kompetente og engagerede lærere. Og jeg mærkede tydeligt, at deres mål var at få os studerende bedst muligt gennem uddannelsen.
EFTER: Da jeg var færdig på Campus Vejle, stod jeg med et bevis på al min erhvervserfaring. Det har givet mig ro. De teoretiske værktøjer og den faglige viden jeg nu har, den har gjort, jeg forstår processerne bag de opgaver, jeg udfører – og som jeg i mange år har udført. Det har givet mig en større selvtillid omkring mit arbejde. Og endelig så har forløbet vist mig, at man sagtens kan forene uddannelse og arbejdsliv – det er slet ikke så uoverskueligt, som man skulle tro.
– Helle Klejstrup Schreiber
Vil høre med om EUV1?
Kom til infomøde den første tirsdag i måneden og få overblik over dine muligheder.
Her kan du høre mere om EUV1, merit, skoleophold og hvordan din erfaring kan tælle med.