Undervisning | EUX Business

Undervisning | EUX Business

Praksis, projekter og teori, der flytter dig.
På EUX Business arbejder du med gymnasiale fag og virkelige virksomhedsprojekter, der giver dig et stærkt fundament for din fremtid.

Virksomhedsprojekter – kernen i undervisningen

På EUX Business får du en undervisning, hvor teori og praksis hænger tæt sammen. Du lærer om erhvervslivet ved at arbejde direkte med virksomheder, løse rigtige problemstillinger og præsentere dine løsninger for mennesker, der arbejder med det til daglig. Undervisningen er tilrettelagt, så du gradvist bliver klar til først din læreplads og senere et job inden for kontor, handel eller detail.

Cases fra rigtige virksomheder
Undervisningen er bygget op omkring samarbejde med rigtige virksomheder, som stiller de cases og udfordringer, du arbejder med i løbet af året. Det betyder, at du hele tiden omsætter teori til praksis, undersøger konkrete problemstillinger og udvikler løsninger, der faktisk skal bruges ude i en virksomhed. Du vil opleve, at undervisningen bygger lag på lag og du mærker tydeligt, hvordan projekterne udvikler sig fra første til andet år.

EUX første år
På første år, EUX1, får du en bred introduktion til erhvervslivet gennem projekter, der giver dig indsigt i både detail-, kontor- og handelsbranchen. Du arbejder blandt andet med opgaver fra Bilka og Føtex, udvikler idéer i iværksætterforløbet Kickstart og henter inspiration på studieturen til Hamborg, som bruges i projektet om Campus Vejles eget julemarked. Senere på året dykker du ned i seks større virksomhedsprojekter, hvor fokus er at undersøge, afprøve og mærke forskellen på de tre retninger (kontor, handel og detail) – og begynde at finde ud af, hvad der passer bedst til dig.

EUX andet år
Når du starter på andet år, EUX2, bliver projekterne endnu mere specialiserede og tæt forbundet med konkrete virksomheder. Her gennemfører du tre store erhvervsområdeprojekter i samarbejde med nogle af Danmarks mest kendte virksomheder. Du analyserer forretningsmodeller og logistik hos DSV og Rema 1000, arbejder med kommunikation og branding i et større projekt med Bestseller og får indblik i global produktion og bæredygtighed i samarbejde med Siemens Gamesa. Projekterne er tværfaglige og kræver, at du bruger både dine gymnasiale fag og dine erhvervsfaglige kompetencer til at udvikle løsninger, der giver mening i praksis.

EOP
Senere på året vælger du selv emnet til dit afsluttende erhvervsområdeprojekt, EOP, hvor du fordyber dig i en problemstilling, der interesserer dig, og viser, hvordan du kan arbejde selvstændigt med både teori og praksis.

Kompetencer, der matcher erhvervslivet
Denne måde at arbejde på gør, at du gradvist opbygger erfaring, der ligner den, du møder på en arbejdsplads. Du lærer at samarbejde, tænke kritisk, løse konkrete udfordringer og præsentere dine resultater – kompetencer, der er efterspurgt i både kontor-, handels- og detailbranchen.