Specialet revision
På specialet revision på EUX lærer du at arbejde professionelt med regnskab, økonomi og kontrolopgaver i en revisionsvirksomhed. Du får indsigt i revisionslovgivningen og lærer at anvende revisionsprotokoller i det daglige arbejde, hvor der både er fokus på service og præcision.
I løbet af uddannelsen lærer du at håndtere de administrative opgaver, der knytter sig til afregning med det offentlige – fx moms, skat, told og afgifter. Du får samtidig erfaring med at medvirke i kundernes budgetproces, herunder budgetlægning, opfølgning og rapportering.
Du kommer til at arbejde med kontering, registrering og afstemning af poster, og du opnår et solidt kendskab til både debitor- og kreditorbogholderi. Derudover lærer du at forstå og udarbejde eksterne regnskaber samt gennemføre afstemninger, der sikrer korrekt økonomisk rapportering.
Uddannelsen klæder dig på til at arbejde systematisk, analytisk og ansvarsfuldt. Kompetencer, der er centrale i revisionsbranchen og i alle typer af økonomifunktioner.
Forudsætninger
Revision er afgørende for at sikre pålideligheden af en virksomheds økonomiske rapportering. Med et speciale i revision bliver du uddannet til at gennemgå og kvalitetssikre virksomheders regnskaber. Derudover kan du også arbejde med lønafstemninger, momsafregning og indberetning af skat. Kort sagt, du skal være god til tal.
Evnen til at analysere og vurdere regnskaber er afgørende inden for revision. Du skal kunne identificere fejl, uregelmæssigheder og potentielle risici i regnskaber. Derudover skal du have en solid matematisk forståelse for at kunne forstå og vurdere regnskaber korrekt. Ligeledes skal du have interesse for at sætte dig ind i lovgivningsmæssig viden, da revision er underlagt forskellige love og regler. Derfor skal du være indstillet på at efteruddanne dig i takt med, at reglerne ændre sig.
I jobbet som revisor, kan der være meget kundekontakt. Der er virksomheder, som skal have lavet bogføring, udarbejdet regnskab og udført revision, så du skal være meget serviceminded og være god til at have kundekontakt.
Du skal også være god til at samarbejde, da revisorer oftest arbejder i teams, hvor opgaverne løses i samarbejde med en eller flere kolleger.
Ansættelsesområde
Du arbejder oftest i et revisionsfirma.
Mød Anne – kontorelev med speciale revision
Arbejdsområde
Du vil typisk arbejde med opgaver inden for revision, bogføring, momsafstemning, dokumentation, kontroltest, verificere regnskabsoplysninger og måske deltage i møder med kunder.