Mesterlære er en anden måde at tage en erhvervsuddannelse på. Når du starter i en mesterlæreaftale, starter du direkte som elev i butikken/virksomheden, uden først at have været på skole. Herefter udarbejder vi en individuel plan i samarbejde med dig og din virksomhed om, hvordan og hvornår skoledelen skal gennemføres i kombination med din læretid.
Hvad er mesterlære?
Mesterlære er for dig, som gerne vil starte med praktikken og tage skoledelen i mindre bidder.
Med en mesterlæreaftale inden for butik eller handel springer du lige ud i arbejdet, og i løbet af de første måneder er du på skole nogle dage om ugen.
Med et mesterlæreforløb får du en lidt længere uddannelsesaftale (dækker hele uddannelsen), end hvis du valgte et traditionelt forløb med først skoleophold (grundforløb) og derefter læretid (hovedforløb og uddannelsesaftale).
En mesterlære giver dig
- Elevløn under hele uddannelsen
- Læreplads fra dag ét i uddannelsen
- Mere praktik frem for skole
“Løbende opstart, når du har en lærepladsaftale”
Mesterlære gav Frederikke arbejdsglæden tilbage
Frederikke skiftede karriere efter stresssygemeldinger og fandt arbejdsglæden gennem mesterlære som voksenelev. Med ansvar for hus, bil og børn var SU ikke en mulighed, så hun fik en læreplads hos Lemvigh-Müller. Nu arbejder hun som Product Data Coordinator og opfordrer andre til at tage springet og forfølge deres drømme.
Hvem kan komme i mesterlære?
Mesterlære kan vælges af alle, som ønsker en erhvervsuddannelse, og som har fundet en læreplads inden for butik, handel eller event. Inden for kontor kan du kun gå i mesterlære, når du har en studentereksamen (STX, HF eller HTX).
Med en mesterlæreaftale får du en unik uddannelsesform, som giver dig læring i det virkelige liv og i en praktisk sammenhæng.
Din start
Du har gennemført 9. eller 10. klasse fra folkeskolen og har fundet en læreplads.
I mesterlære
Her bliver du lært op på din læreplads af mester og dine kolleger. Under forløbet indgår der typisk et par skoledage om ugen på Campus Vejle.
Varighed 1 år
Hovedforløb (læretid)
Du fortsætter i lære på din læreplads. Under din læretid, vil der være skoleophold.
Varighed 2 år
Udlært
Efter 3 års læretid er du faglært og du kan fortsætte i job eller du kan læse videre på Erhvervsakademier (korte videregående uddannelser)
Væk fra skærmen – ud i virkeligheden
Mød Alexander, som er mesterlæreelev hos Bilka i Vejle og hør hans erfaringer med mesterlære. “Det er ude i det virkelige liv, man bruger det, man lærer på skolen” siger Alexander.
Maks 3 dage i skole om ugen
Mød Kathrine, som er mesterlæreelev hos Plantorama i Vejle. “At være i skole hele tiden er ikke optimalt for mig – det fede ved at være i mesterlære er, at man får meget praktisk arbejde under sin uddannelse” siger Kathrine.
Hvad tjener en mesterlæreelev?
Som mesterlæreelev får du elevløn gennem hele uddannelsen – også på de dage, hvor du er på skole.
Hvor meget du får i løn, afhænger af flere ting:
- den branche, du bliver uddannet i
- din erfaring og eventuelle tidligere uddannelse
- hvor langt dit uddannelsesforløb er
Lønnen følger den overenskomst, der gælder for branchen. Overenskomsten fastsætter en mindsteløn, og der kan ofte forhandles en højere løn, hvis din arbejdsgiver og du er enige om det.
Startløn for mesterlæreelever
For elever på erhvervsuddannelser ligger startlønnen typisk mellem 13.000 og 15.000 kr. om måneden. Lønnen stiger som regel én gang om året i takt med, at du får mere erfaring i virksomheden.
Har du en gymnasial uddannelse, kan der i nogle tilfælde aftales et tillæg – det afhænger af virksomhedens praksis og overenskomsten.
Mens du er på skole, kan din arbejdsgiver få lønnen refunderet fra AUB (Arbejdsgivernes UddannelsesBidrag). Det påvirker ikke din løn, men er en støtte til virksomheden.
Løn som voksenelev (25 år og derover)
Er du 25 år eller ældre, når du starter i mesterlære, skal du have voksenelevløn.
- Detail/butik: Lønnen svarer ofte til lønnen for en ufaglært medarbejder i branchen – typisk omkring 20.000 kr. om måneden. Beløbet er vejledende og kan variere.
- Handel og kontor: Her fastsættes lønnen ud fra dine kvalifikationer og din tidligere uddannelse. Der kan derfor være større forskel fra person til person.
Husk, at løn altid kan forhandles – men det er overenskomsten, der bestemmer minimumsniveauet.
Sådan kommer du igang
Er mesterlære din vej til en erhvervsuddannelse? Hvis ja, skal du gøre følgende:
- Du skal finde en læreplads inden for den branche du ønsker at blive uddannet i. Det kan f.eks. være inden for butik, handel, kontor eller event.
- Når du har fundet din læreplads kontakter du os. Du får en kontaktlærer tildelt og sammen med dig og din mester laver vi en uddannelsesplan og en uddannelsesaftale som du underskriver.
- Du bliver guidet af Campus Vejle og din virksomhede gennem dit mesterlæreforløb. Du får en plan over de fag, du skal gennemføre på skolen. Fagene afsluttes med en evaluering. Et af dine fag skal du afslutte med en mundtlig eksamen.
- Inden du afslutter dit mesterlæreforløb planlægger Campus Vejle og din virksomhed din mesterlæreprøve. Prøven holdes i din virksomheden/butikken. Prøven bedømmes med bestået/ikke bestået. Efter bestået mesterlæreprøve starter du på dit hovedforløb (læretid).
Hvordan foregår undervisningen?
Undervisningen foregår i Åbent Læringscenter på Campus Vejle, hvor der er en underviser til stede hele dagen. Du får undervisning i det samme fag hele dagen og kommer derfor i dybden med faget.
Du får en fast kontaktlærer tilknyttet, der også er kontaktperson for din læreplads.
Hjælp til at finde en læreplads
Der slås kun få mesterlærestillinger op. Derfor skal du selv finde din læreplads. Ofte er det nemmeste, at du arbejder i virksomheden i forvejen.
Har du behov for vejledning og tips til, hvordan du finder en læreplads, er lærepladskonsulent Thomas Nordestgaard Enevoldsen eller Bjørn Hessellund i lærepladsvejledning klar til at hjælpe dig.
Når du har fundet en læreplads
Kontakter du Charlotte Dalgaard som hjælper dig videre med dit forløb.
Til virksomheder – uddan selv din elev fra første dag
Nogle elever trives bedst med praktisk arbejde. Som virksomhed får du stor glæde af denne mulighed, da eleven lærer af dig og dine medarbejdere gennem mesterlæreforløbet og derved bliver en dygtig medarbejder i din branche. At ansætte en elev i mesterlære er ganske ukompliceret. Har du spørgsmål til et mesterlæreforløb finder du nogle af svarene her. Du er også meget velkommen til at kontakte os.
Deltag i infomøde eller bliv kontaktet
Vi holder infomøde den første tirsdag i hver måned – næste gang er 3. februar 2026 kl. 13.00 som du er velkommen til at deltage i. Har du ikke mulighed for at deltage i infomøderne er du velkommen til at udfylde formularen med dine oplysninger og vedhæft gerne CV, så Marianne kan vejlede dig bedst muligt med baggrund i tidligere uddannelse og erfaring.
Marianne Bechmann
Leder af Åbent Læringscenter & vejleder EUX (18+)