Bliv klar til at ansætte en elev
Her finder du information om godkendelse, ansættelsesprocessen og de værktøjer og tilbud, der gør oplæringen lettere.
Ansæt en elev – Skab værdi i din virksomhed
Når du ansætter en elev, får du mulighed for at udvikle fremtidens medarbejdere og samtidig tilføre nye kræfter, energi og perspektiver til din virksomhed. Eleverne fra Campus Vejle er godt forberedte med både teori og praktiske færdigheder inden for kontor, handel og detail – og de er klar til at gøre en forskel i deres 2-årige læreforløb.
Herunder kan du læse om de forskellige uddannelsesretninger og finde den elev, der passer til netop jeres virksomhed:
Sådan bliver din virksomhed godkendt til at ansætte en elev
For at ansætte en elev skal virksomheden være godkendt til at varetage et oplæringsforløb. Godkendelsen sikrer, at I kan tilbyde de faglige og uddannelsesmæssige rammer, der kræves for elevens udvikling.
Vores lærepladskonsulenter hjælper jer hele vejen: Vi gennemgår godkendelsesskemaet sammen, rådgiver om kravene og besøger virksomheden, hvis det er nødvendigt. Processen er enkel, og vi sørger for, at alt er på plads, så I hurtigt kan komme i gang med at ansætte elever.
Er virksomheden allerede godkendt, men mangler ansøgere? Vi hjælper gerne med at synliggøre jeres opslag via Campus Vejles netværk og kan guide jer videre gennem Lærepladsen.dk og andre relevante kanaler
Lærepladsen.dk
– Dit værktøj til at finde og ansætte de rette elever
Lærepladsen.dk er en landsdækkende platform, hvor virksomheder nemt kan finde og rekruttere elever. Her kan du oprette en virksomhedsprofil, slå stillinger op og søge blandt elever, der er på udkig efter en læreplads. Platformen gør det enkelt at matche med elever, der har de rette kompetencer og interesseområder.
Desuden kan du på Lærepladsen.dk oprette og registrere uddannelsesaftaler direkte med de elever, du ansætter, hvilket gør hele ansættelsesprocessen både effektiv og overskuelig.
Indgåelse af uddannelsesaftale
– Information og forpligtelser
En uddannelsesaftale er en kontrakt mellem virksomheden og eleven, som fastlægger de vilkår og forventninger, der gælder for forløbet. Aftalen skaber klare rammer og sikrer, at både elev og virksomhed ved, hvad der forventes i oplæringsperioden.
Aftalen oprettes og underskrives digitalt på Lærepladsen.dk, hvilket gør processen både nem og juridisk bindende. Når aftalen er registreret på platformen, er begge parter klar over deres respektive ansvar og er beskyttet gennem hele perioden. Herefter vil virksomhed og elev blive kontaktet af den respektive hovedforløbsskole via e-Boks.
Campus Vejles lærepladskonsulenter står til rådighed for hjælp til udfyldelse af uddannelsesaftalen.
Campus Vejle – Nummer 1 i samarbejde med virksomheder
I en analyse fra SMVdanmark placeres Campus Vejle som nr. 1, når det gælder samarbejdet mellem erhvervsskoler og virksomheder!
Analysen bygger på svar fra 7.700 virksomheder, der har vurderet deres tilfredshed med samarbejdet med erhvervsskolerne. Spørgsmålene fokuserede blandt andet på, hvorvidt skolen har ydet den nødvendige hjælp i forhold til indgåelse af uddannelsesaftaler, og om virksomhederne har fået tilstrækkelig information om, hvad eleverne arbejder med i deres skoleperioder for at understøtte virksomhedernes planlægning.
Vi er utrolig stolte af at ligge på en flot 1. plads i analysen! Samarbejdet med virksomheder er afgørende for både elevernes uddannelse og erhvervslivets udvikling. Hos Campus Vejle arbejder vi målrettet for at skabe stærke partnerskaber, der gør en forskel – både for virksomhederne og de kommende faglærte.
Arrangementer
– Mød og rekruttér elever fra Campus Vejle
Vi tilbyder flere arrangementer, hvor virksomheder har mulighed for at møde vores elever, præsentere deres virksomhed og finde de rette kandidater til jeres lærepladser. Her kan du få et overblik over de kommende events:
Karrierelæring
Karrierelæring består af en serie oplæg, hvor virksomheder inden for handel, kontor og detail præsenterer deres arbejdsplads. Oplæggene omhandler virksomhedens elevuddannelser og de karrieremuligheder, de tilbyder. Arrangementerne giver eleverne et værdifuldt indblik i, hvad de kan forvente af en elevstilling i virksomheden, og hvordan de kan udvikle sig gennem uddannelsen. Det er en fantastisk mulighed for at skabe interesse blandt vores elever og styrke deres kendskab til forskellige karriereveje. Karrierelæring bliver afholdt i løbet af hele skoleåret.
Jobdate
Jobdate er vores store netværksarrangement, som finder sted i Campushallen. Her får I som virksomhed mulighed for at møde alle de elever, der skal ud og finde en læreplads. I kan præsentere jeres åbne elevstillinger, og eleverne kan få information om de forskellige karrieremuligheder hos jer. Det er en effektiv måde at netværke og skabe forbindelser med potentielle kandidater. Jobdate bliver afholdt i januar.
Company Talk
Company Talk er et speeddating-koncept, hvor I får 15 minutters jobsamtale med de elever, der er interesserede i jer og jeres elevstilling. Her kan I få en fornemmelse af, om der er en potentiel kandidat at gå videre med i rekrutteringsprocessen. Det er en direkte og personlig måde at finde kandidater på, da eleverne får mulighed for at stille spørgsmål og lære mere om jeres virksomhed og den specifikke stilling. Company Talk bliver afholdt i marts og april.
Skoleophold
Detail uden profil
På detail kommer eleven igennem 6 obligatoriske skoleophold. Derudover kan der tilvælges op til 4 ugers valgfag.
Kontorspecialet Administration
På kontorspecialet administration kommer eleven igennem 4 obligatoriske skoleophold. Derudover skal eleven have 2-5 valgfagsuger.
Kontorspecialet Offentlig Administration
På kontorspecialet offentlig administration kommer eleven igennem 10 skoleuger fordelt på 3 ophold.
Ansættelse af voksenelever
Når du ansætter en voksenelev – en person over 25 år, der ønsker at tage en erhvervsuddannelse – er der særlige regler og forudsætninger, som skal overholdes. For at sikre det rette udgangspunkt foretager Campus Vejle en Realkompetencevurdering (RKV) af alle elever over 25 år.
En RKV vurderer elevens tidligere erfaringer og kvalifikationer for at afgøre, om dele af uddannelsesforløbet kan afkortes eller tilpasses. Dette betyder, at vokseneleven kan få en uddannelse, der er målrettet deres behov og tidligere erfaring, og at din virksomhed får en elev med den mest relevante oplæring.
Der kan også være økonomiske støtteordninger for virksomheder, der ansætter voksenelever, som kan bidrage til at dække en del af omkostningerne. Campus Vejle står klar til at hjælpe gennem hele processen, så både din virksomhed og vokseneleven får det bedste udbytte af forløbet.
Ny Mesterlære
– En praktisk vej til uddannelse
Ny Mesterlære er en alternativ uddannelsesordning, der giver elever mulighed for at gennemføre deres uddannelse med hovedvægten lagt på praktisk oplæring i virksomheden frem for traditionel skolegang. I denne ordning starter eleven direkte i virksomheden, hvor oplæringen foregår gennem praksis og hands-on erfaring.
Et Ny Mesterlære-forløb er længere end det traditionelle forløb og afsluttes med en mesterlæreprøve i virksomheden. Campus Vejle kan hjælpe med rådgivning omkring ordningen og støtte jer gennem hele forløbet.
Kontakt os
Kontakt Thomas Nordestgaard Enevoldsen, eller Bjørn Stubager Hessellund og få råd, gode tips angående elever i din virksomhed og meget mere. Vi hjælper dig også gerne med stillingsopslag mv. på Campus Vejles portaler.