Forside Robotter, hjemmesider, apps og SoMe – fremtidens job

Robotter, hjemmesider, apps og SoMe – fremtidens job

4 elever har VR briller på og arbejder med virtual reality på EUX Business Campus Vejle

Den digitale udvikling buldrer frem og der er spændende jobs, når du har viden om sociale medier, hjemmesider, robotter og bæredygtighed, både nu og i fremtiden. Jobs som unge nemt kan søge med en business-uddannelse. Men de unge og deres forældre kender hverken til uddannelserne eller jobmulighederne, siger tre erhvervsskoler, som sammen slår på stortromme for de oversete merkantile erhvervsuddannelser, EUD- og EUX-business, med nyt 3-årigt projekt.

”Vi oplever, at hverken de unge eller deres forældre kender tilstrækkeligt til uddannelserne og jobmulighederne, når de træffer deres uddannelsesvalg. Derfor vil vi invitere alle optageområdets grundskoler på besøg til læringsdage, for klasser på både mellemtrinnet og udskolingen,” fortæller Klaus Vejlgaard Just, der er projektleder på EUD og EUX ved Campus Vejle.

Projektet, som hedder Fra grundskole til fremtidens business, støttes af Tietgenfonden med 3,2 mio. kroner og foregår i et samarbejde mellem Campus Vejle, Tietgenskolen i Odense og Viden Djurs i Grenå. I fællesskab med folkeskolerne vil de udvikle en række læringsforløb for folkeskolens mellemtrin samt 7. og 8. klassetrin. Læringsforløbene skal vise, hvad man kan komme til at arbejde med, når man vælger en uddannelse inden for kontor, handel og detail. Inden for alle tre områder kommer samfundet til at mangle faglært arbejdskraft, hvis ikke flere uddanner sig.

I læringsforløbene vil der være fokus på at inddrage teknologi, digitale kompetencer og bæredygtighed. Alle områder, som fylder meget i de brancher, der uddannes til. Konkret vil folkeskoleeleverne eksempelvis blive præsenteret for, hvordan man anvender sociale medier, videoproduktion, udvikling af hjemmesider og apps, anvendelsen af robotter og virtual reality (VR).