Tre uger i udlandet. HHX-elever lærer og udvikler sig gennem international praktik.

Tre uger i udlandet. HHX-elever lærer og udvikler sig gennem international praktik.

27. november 2025

International praktik

Som elev på HHX på Campus Vejle er der hvert år mulighed for at søge om at komme i international praktik hen over efterårsferien. I ugerne 41-43 havde vi derfor 63 elever afsted i international praktik i henholdsvis Bamberg, Malaga og Dublin. International praktik er en oplagt mulighed for de elever, der ønsker at styrke deres sproglige kompetencer, men opholdet bidrager med så meget mere. Vi oplever hvert år, at eleverne i løbet af de tre uger gennemgår en stor udvikling på det personlige plan. For mange af de unge mennesker, som vi sender afsted, er det første gang, de for alvor skal bo alene og tage ansvaret for alt det praktiske i hverdagen.

International praktik sammen med klassen
Som en del af Erasmus+-programmet, der er EU’s program for uddannelse, unge og idræt i Europa, har 2E i uge 46 og 47 været i Dublin i international praktik. Når 2E har været afsted som klasse, er konceptet et lidt andet end i uge 41-43, men formålet er det samme – nemlig at styrke elevernes sproglige og kulturelle kompetencer. På studieretningen Global Marketing er det en fast del af programmet, at klasserne i 2.g er afsted på sprogskole og praktik i 14 dage. Destinationen er bestemt af elevernes 2. fremmedsprog, som enten er tysk eller spansk. Når 2E har været i Dublin, skyldes det en særlig mulighed pga. det lærerteam, der har klassen. Ud over det sproglige og kulturelle udbytte af turen giver det også noget helt særligt til klassesammenholdet, når man er afsted i 14 dage. Som gymnasie mener vi, at vi har et ansvar for at bidrage til de unge menneskers kulturelle forståelse og tolerance, hvilket Erasmus+-programmet er en fantastisk mulighed for. Vi er derfor stolte af, at vi i 2025 samlet set har haft 156 elever afsted i international praktik igennem Erasmus+-programmet.

HHX elever på praktikophold i en sportsforretning i Malaga

Praktik i Malaga

“Det har naturligvis været en udfordring, at spanierne kun forstod spansk, men det gav også en god mulighed for at lære sproget, fordi jeg var tvunget til at snakke det”, siger Sean Winther, der i uge 41-43 2025 var i praktik i Hummel Málaga CF Fan Shop.

Også sproglærere får faglig udvikling

Udover at sende eleverne ud i Europa sender vi også hvert år en gruppe af vores undervisere afsted på efteruddannelse i udlandet via Erasmus+-programmet. For vores sproglærere er det en oplagt mulighed for at komme afsted og bruge sproget, som de underviser i. For alle faggrupper handler det om faglig udvikling samt om at styrke relationerne og samarbejdet i faggrupperne. I uge 46 var faggruppen i engelsk på tur til Cork i Irland. Her fulgte de et todageskursus på universitetet, hvor temaet var AI og remediering. I alt har vi haft 33 undervisere afsted på kurser i udlandet. Danskgruppen arbejder allerede nu på deres tur til Island i 2027.

HHX klasse foran en ruin i Irland