AI skal gøre eleverne dygtigere – ikke gøre arbejdet for dem

AI skal gøre eleverne dygtigere – ikke gøre arbejdet for dem

17. september 2026

AI som en del af elevernes digitale dannelse

De unges brug af AI i forbindelse med skolearbejdet har fyldt meget i mediebilledet de seneste måneder. På handelsgymnasiet på Campus Vejle er vi af den overbevisning, at kunstig intelligens er kommet for at blive – også i gymnasiet. Vi arbejder derfor ikke med et mål om, at eleverne skal undgå AI. Vi arbejder med, at de skal lære at bruge AI rigtigt som en del af deres digitale dannelse.

Vi havde derfor alle 1.g-elever samlet til et oplæg om studieteknik, digital dannelse og AI i sidste uge. Her havde vi fokus på, hvad god brug af AI egentlig er, og hvornår AI risikerer at blive en genvej, der betyder, at man ikke selv får lært det faglige.

Et centralt budskab i oplægget er, at der er stor forskel på at bruge AI til at få lavet sit arbejde og på at bruge AI til at blive bedre til selv at lave arbejdet.

Campus Vejles AI-kompas

AI kompas

Udarbejdet af Frank Steven Dahl Andersen, lektor på Campus Vejle

Fra genvej til læringspartner

Anvendelsen af AI bliver problematisk, hvis eleven beder den om at skrive en aflevering, lave en analyse eller udarbejde en opgave, som eleven efterfølgende afleverer som sit eget arbejde. Her overtræder eleven både skolens studie- og ordensregler og går glip af den læring, som opgaven netop skulle give.

Vi opfordrer eleverne til at bruge AI som en slags studiepartner. Det kan f.eks. være til at få et svært emne forklaret på en anden måde, få feedback på et udkast, stille spørgsmål til en idé eller blive udfordret på sin egen forståelse. På den måde er det fortsat eleven, der tænker, vurderer og står for det faglige indhold.

Det er den sidste tilgang, vi gerne vil fremme på Campus Vejle.

Vi skal lære eleverne at bruge AI – kritisk og konstruktivt

På handelsgymnasiet ser vi AI som en naturlig del af den digitale dannelse, eleverne skal opbygge. De skal lære at bruge de nye teknologier kritisk og konstruktivt – og samtidig kunne arbejde uden AI, når situationen kræver det. Vi er overbeviste om, at det at kunne bruge teknologien, men også at kunne forholde sig kritisk til det, AI producerer, bliver en afgørende kompetence på fremtidens arbejdsmarked.

Eleverne skal vide, hvornår AI er en god hjælp, og hvornår det faktisk står i vejen for deres egen læring. For hvis AI laver hele analysen, skriver opgaven eller tænker problemet igennem for eleven, kan man godt få et flot produkt – men med et meget begrænset læringsudbytte.

Man kan ikke lære at spille fodbold ved kun at spille FIFA

Vi talte også med eleverne om, hvorfor det er vigtigt, at de fortsat træner deres egne faglige kompetencer. Til eksamen er AI ikke til rådighed. Derfor skal eleverne kunne stå på egne ben, når det gælder. Som vi formulerede det på dagen:

“Det er lidt som at spille VM-finalen i fodbold, hvis man kun har spillet FIFA.”

Teknologien kan være en fantastisk træningsmakker, men den må ikke overtage selve træningen.

På Campus Vejle ønsker vi derfor, at vores elever bliver dygtige til AI – men endnu dygtigere uden AI.

Det kræver, at eleverne bruger teknologien som et værktøj til at blive klogere, mere selvstændige og bedre til at lære. Det er en vigtig del af den digitale dannelse, som vi ønsker at give vores elever med på vejen.

Forældrene skal også være en del af samtalen

Digital dannelse er ikke kun en opgave for skolen. Som forældre har I også en vigtig rolle i at tale med de unge om, hvordan kunstig intelligens kan bruges på en ansvarlig måde. Det handler ikke om, at de unge skal holde sig fra AI, men om at lære at bruge teknologien kritisk og konstruktivt.

Vi vil derfor opfordre jer som forældre til at være nysgerrige og spørge ind til, hvordan jeres unge mennesker bruger AI i forbindelse med skolearbejdet. Hvad bruger du AI til? Hvad kan du selv? Og hvordan sikrer du dig, at det, AI giver dig, faktisk er rigtigt? På Campus Vejle arbejder vi med at give eleverne kompetencer til at navigere ansvarligt i en verden, hvor AI bliver en naturlig del af både uddannelse og arbejdsliv. Som forældre kan I være med til at understøtte den udvikling gennem dialog og nysgerrighed. I kan læse mere om vores regler og forventninger til brugen af AI i Campus Vejles AI-politik