Forside Mesterlære gav Frederikke arbejdsglæden tilbage

Mesterlære gav Frederikke arbejdsglæden tilbage

Kvinde sidder på kontor foran computerskærm på hendes mesterlæreuddannelse.

Da Frederikke var ved at gå ned med stress for anden gang, valgte hun at skifte retning og gå i mesterlære som voksenelev. Nu glæder hun sig hver dag til at gå på arbejde.

– Det der med at vågne og tænke “det bliver pissegodt i dag”. Det er virkelig rart. Det giver også en helt anden energi, når man kommer hjem.

Ordene er Frederikke Noesgaards. Frederikke er 36 år og bor med kæreste og to børn i et hus lidt uden for Vejle. Til daglig arbejder hun som Product Data Coordinator hos stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller.

Men vejen til det gode job har ikke været helt nem, og efter 10 år i det samme fag med flere stresssygemeldinger, valgte hun at gå i en helt anden retning i jagten på et mere bæredygtigt arbejdsliv.

– Jeg er uddannet socialpædagog. Efter nogle år i faget syntes jeg, det trak lidt tænder ud, og det tog lidt for meget mentalt på mig – at give så meget af mig selv i det fag, og så skulle hjem og være noget for min familie også. Så da jeg var på vej ned med stress for anden gang, blev vi enige om, at nu skulle jeg noget andet. Og så prøvede jeg at sadle om, fortæller Frederikke.

At starte på ny uddannelse som voksen med bil og børn

Frederikke har altid haft interesse for flere forskellige fagområder, og valgte derfor at forfølge sin drøm om at gå i en mere handelsorienteret retning. Hun sendte en mail direkte til virksomheden Lemvigh-Müller, som hun kendte lidt til, og de inviterede hende hurtigt til en samtale om at blive voksenelev hos dem. Men med hus, bil og to børn ville det blive svært at få økonomien til at hænge sammen på en SU, så hvis Frederikke skulle være voksenelev, skulle det være i mesterlære.

– Jeg var voksen og havde børn og havde ikke råd til at gå på SU – for jeg havde jo kun en HF, og når man går denne her vej, så skal man også have et forløb på en handelsskole. Så jeg var rigtig afhængig af, at de ville tage mig i mesterlære, hvis de ville have mig, fortæller Frederikke.

Når man starter i mesterlære, starter man direkte som elev i den butik eller virksomhed, man har indgået en aftale med. Herefter udarbejder mesterlæreeleven og virksomheden i samarbejde med en studievejleder en individuel plan for, hvordan og hvornår skoledelen skal ligge. Der er mange måder at strikke et mesterlæreforløb sammen på, og det er i nogen grad op til den enkelte elev og virksomheden, hvordan det skal gøres.

Frederikke valgte at lægge den første skoledel i et intensivt forløb, før hun startede i virksomheden. Efterfølgende var hun på skole i en uge ad gangen, hvor hun havde sit hovedforløb, Indkøbsassistent, og forskellige valgfag, bl.a. Supply Chain Management og International Handel.

Et bump på vejen: Studievejledningen hjalp med råd og støtte

Men det var ikke kun ren jubel at starte i mesterlære. For Frederikke var det lidt af en rutsjebanetur i starten, og cirka et år inde i sit forløb var hun tæt på at tabe pusten. Hun tog derfor kontakt til vejleder Marianne Bechmann fra Campus Vejle, der hjalp hende med at kigge på mulighederne for at læse et ekstra fag.

– Jeg blev rigtig meget i tvivl, om det var den rigtige retning i uddannelsen, jeg havde valgt at tage. Jeg har været handelselev, og den uddannelse er meget specifik inden for engros og detail. Hvis jeg havde valgt en kontoruddannelse, havde der også været en administrativ del – og i det fag, jeg sidder med nu, er det egentlig ret administrativt også. Så jeg havde en god dialog med Marianne et år inde i min uddannelse, om jeg kunne gøre noget for at tage et fag mere, for at kunne søge lidt bredere, når jeg var færdig, hvis jeg ikke kunne få lov at blive i virksomheden, fortæller Frederikke.

Marianne og Frederikke nåede frem til, at det var smartere at hænge lidt i, så hun ikke skulle til at starte forfra igen. Og det hjalp at give det lidt tid, for Frederikke fik gnisten tilbage.

– Lige efter det bump der, har jeg ikke været i tvivl. Det har været rigtig godt, siger Frederikke og tilføjer: – Der er studievejledningen på Campus Vejle fantastisk.

Forfølg dine drømme – og spring ud i det nu

For Frederikke har der aldrig været nogen tvivl om, at hun skulle i lige præcis mesterlære.

– Man kommer hurtigere i gang og finder ud af, om det faktisk er noget. Jeg tror, man mærker det rigtig hurtigt, når man træder ind i den virksomhed, man er blevet ansat i, om det er rigtigt eller om det ikke er helt, som det skal være. Jeg kunne mærke det lige da jeg trådte ind til samtale i den virksomhed, jeg sidder i nu, at det var et fedt sted at være, siger Frederikke.

Og til alle dem, der lige nu sidder og overvejer, om det er for sent at skifte retning i arbejdslivet, har Frederikke et klart budskab:

– Bare spring ud i det. Helt ærligt, der er ikke noget at tabe ved det. Hvis man som mig sidder og har en anden uddannelse bag sig, så har man altid den at falde tilbage på. Vi lever kun én gang. Forfølg de drømme, man har. Det kan godt være, de virker lidt urealistiske, men bare gør det. Så kan det være, man lige finder en anden vej rundt, afslutter Frederikke.

FAKTABOKS: Mesterlære

Et mesterlæreforløb er for dig, der ønsker en erhvervsuddannelse, og som har fundet en læreplads inden for butik, handel eller event.

Med et mesterlæreforløb starter du direkte i praktik hos virksomheden, i modsætning til det traditionelle elevforløb, hvor du først har grundforløb og derefter din læretid. Du er derfor også dækket af elevløn under hele uddannelsen. Mindstelønnen for elever under 25 år er ca. 15.000 kr. om måneden, mens den for voksenelever (over 25 år) er ca. 21.000 kr. om måneden.

Vil du vide mere om mesterlære eller overvejer du et karriereskift? Studievejledningen på Campus Vejle er klar til at rådgive dig om dine muligheder, uanset hvor du er i livet.