Forside Besøg fra den slovenske radio- og TV-station, RTV Slovenija

Besøg fra den slovenske radio- og TV-station, RTV Slovenija

Slovensk tv hold optager elever fra EUX Business på Campus Vejle.

Det stærke fokus på iværksætteri, digitalisering og bæredygtighed på EUD og EUX- afdelingen på Campus Vejle har bredt sig helt til Slovenien, hvorfra et hold af journalister og fotografer onsdag d. 26 oktober gæstede afdelingen. Målet var at lave et TV-indslag om skolens arbejde til deres række af EU-relaterede indslag om Danmarks erhvervsfremmesystem.

Iværksætteri

Ideen i arbejdet med iværksætteri på Campus Vejle er at give eleverne en række kompetencer, som de kan bruge fremover – uanset om ønsket er at blive iværksætter eller ej. Der ligger et generelt læringspotentiale indenfor området, hvor eleverne opnår kompetencer indenfor idéskabelse og formidling af kernefortælling i en forretningsidé. Der læres om målgrupper, budgetter, forretningsplaner og markedsføring, hvilket ligeledes har et bredt sigte. Derudover giver det eleverne en stærk erfaring i at stille sig op og præsentere sig selv og deres idéer, både foran klassekammerater, undervisere og lokale virksomheder.

Konkrete projekter

Et af de konkrete iværksætterprojekter som RTV Slovenija hørte om ved besøget, var EUX-eleverne Sofie og Victors idé om at lave en social platform for tilflyttere til Vejle – en idé som de vandt en flot 2. plads med i iværksætteri-projektet Kickstart Programme. Samt EUX-eleverne Alberte, Malou og Sebastians projekt omkring en forretning baseret på cirkulær økonomi.

Alberte Esman Pust fra EUX2 siger om oplevelsen med slovensk TV: ”Det var en sjov og udfordrende oplevelse. Lidt anderledes end man plejer i undervisningen. Men det var sjovt at skulle prøve og forklare om sit projekt til et TV-hold fra Slovenien. Vi har været vant til at træne pitch i undervisningen, så derfor var det forholdsvist naturligt at gøre, selvom der var kamera på.

Udover iværksætteri fik TV-holdet også set, hvordan der arbejdes med robotter og VR-briller i undervisningen.

Ros til eleverne

Journalist Barbara Zrimsek fra RTV Slovenija var da også imponeret over elevernes evne til at præsentere deres ideer og arbejde med overskud og ro. Kompetencer som projektleder Klaus Just var glad for blev bemærket, da det netop er et fokus, der bevidst trænes i undervisningen i iværksætteri.

Besøget er kommet i stand gennem det 3-årige EU-socialfondsprojekt, Merkantil dannelse i et STEM perspektiv, som Campus Vejle deltager i sammen med 4 andre merkantile erhvervsskoler. Og det hele kommer til at munde ud i et 10 min langt TV-indslag på landsdækkende TV i Slovenien i februar 2023.